ADHD netværksgrupper

Har du ADHD eller lignende vanskeligheder? Og vil du gerne mødes med andre voksne med ADHD? Så kunne en ADHD netværksgruppe være noget for dig.

Indhold
I gruppen sætter vi fokus på nogle af de forhold, der kan være på spil, når man har ADHD. Nogle har måske levet med diagnosen længe, mens andre er nydiagnosticeret. I begge tilfælde kan det være en stor hjælp at mødes med andre og udveksle erfaringer. Der tilbydes gruppeforløb med overskrifterne:  ”Ung med ADHD” (18-30 år) og ”Midt i livet med ADHD” (30+ år).

Gruppen ledes af to frivillige gruppeledere fra Selvhjælp Aarhus, som er ordstyrere og hjælper gruppen med at lave aftaler om sociale spilleregler og tavshedspligt. De første 6 gange deltager også en pædagogisk konsulent fra CfD, Aarhus Kommune, som vil holde korte faglige oplæg om livet med ADHD, ud fra emner som gruppen ønsker. De frivillige gruppeledere styrer den efterfølgende erfaringsudveksling.

Du kan deltage hvis du

  • Har en ADHD diagnose eller har problematikker, der ligner ADHD
  • Er over 18 år og bor i Aarhus Kommune
  • Har lyst og overskud til at indgå i en gruppe på 6-8 deltagere
  • Vil dele dine erfaringer med andre, kan lytte og rumme andres beretninger
  • Kan møde op til de aftalte møder og melde afbud, hvis du er forhindret i at deltage
  • Man skal kunne fungere i en gruppe med en vis understøttelse
  • Man må ikke have et aktivt misbrug eller møde påvirket op til et gruppemøde

Tid og sted

Grupperne mødes en gang om ugen de første 6-7 gange og efterfølgende hver 14. dag. Der vil være mulighed for at fortsætte gruppen så længe deltagerne ønsker det.

Grupperne mødes typisk i to timer ad gangen. Det præcise tidspunkt, samt dato for opstart fastsættes når der er deltagere nok til at starte en gruppe.

Møderne finder sted i Frivilligcenter Aarhus’ lokaler på Sønder Allé 33, 8000 Aarhus C.

Tilmelding
Du tilmelder dig ved at kontakte Selvhjælp via mail: selvhjaelp@frivilligcenteraarhus.dk eller telefon 60 54 58 37.

Du bliver herefter inviteret til en forsamtale, hvor vi sammen finder ud af, om gruppeforløbet er det rigtige tilbud til dig.

Det er gratis at deltage i gruppen og kræver ikke visitation fra en sagsbehandler.